Test: Er mit barn særlig sensitiv?

En kærlig invitation til afklaring og forståelse

Ser du sensitive træk hos dit barn?

Måske har du lagt mærke til, at dit barn reagerer stærkere end andre. At det ofte trækker sig, stiller dybe spørgsmål, lægger mærke til mange detaljer, klager over tøj, der kradser – eller hurtigt bliver træt og irritabel i støj og travlhed. Du har måske spurgt dig selv: 

Mon mit barn er særligt sensitivt?

Der findes ikke en lægelig test eller diagnose for særlig sensitivitet. Sensitivitet er nemlig ikke en forstyrrelse – men et medfødt karaktertræk (med mange styrker). Hvilket betyder, at du som forælder spiller en vigtig rolle i afklaringen.

Ved at læse beskrivelserne af karaktertrækket og tage en test som den, du finder herunder, kan du få en første fornemmelse for, om dit barn har sensitive træk. 

En vejledning - ikke en dom

Testen er ikke en facitliste, men et spejl, der kan hjælpe dig med at få øje på dit barns behov og styrker – og skabe et trygt udgangspunkt for at forstå dit barn dybere. Når du bliver klogere på, hvordan dit barns sensitivitet kommer til udtryk, bliver det lettere at støtte barnet med ro, anerkendelse og realistiske forventninger – og samtidig styrke jeres relation. 

Du bliver mere opmærksom på dit barns mønstre og reaktioner i hverdagen – og kan hjælpe det tilbage i balance, når det enten bliver over- eller understimuleret. 

Husk derfor: Testen er vejledende. Ikke en endelig vurdering.

Brug den som en kærlig pejling – og mærk efter, om det, du læser, vækker genklang i dig. Det vigtigste er ikke antallet af krydser, men om du kan genkende dit barn i de beskrivelser, der følger. God fornøjelse.

Elaine Arons test for særligt sensitive børn

Denne test er udviklet af psykolog og forsker Elaine N. Aron og bygger på omfattende forskning med tusinder af børn og forældre. Den er udgivet i hendes bog Særligt sensitive børn (2010).

Besvar hvert udsagn ud fra, hvad du oplever med dit barn 
– enten aktuelt eller tidligere i barnets liv. 

 

Der er 23 udsagn i alt.

Svar SANDT, hvis udsagnet i nogen eller høj grad gælder for dit barn. 

Svar FALSK, hvis udsagnet kun i ringe grad - eller slet ikke - passer på dit barn.

Mit barn…

  1. bliver let forskrækket.
  2. klager over tøj, der kradser, sammensyninger i sokkerne, eller mærker i tøjet, der irriterer huden. 
  3. bryder sig som regel ikke om store overraskelser.
  4. lærer bedre af en blid irettesættelse end af hård straf.
  5. kan tilsyneladende læse mine tanker.
  6. bruger store ord for sin alder.
  7. lægger mærke til det mindste spor af en usædvanlig lugt.
  8. har en intelligent sans for humor. 
  9. er tilsyneladende meget intuitiv.
  10. er svær at få til at sove efter en spændende dag. 
  11. har det ikke godt med store forandringer.
  12. vil gerne skifte tøj, hvis tøjet er blevet vådt eller fyldt med sand. 
  13. stiller mange spørgsmål.
  14. er perfektionist. 
  15. lægger mærke til, hvis andre er kede af det. 
  16. foretrækker stilfærdige lege.
  17. stiller dybe, tankevækkende spørgsmål. 
  18. er meget følsom over for smerte.
  19. bryder sig ikke om steder med meget støj. 
  20. lægger mærke til små ting (noget er blevet flyttet, noget er anderledes ved en persons udseende osv.).
  21. overvejer, om det er sikkert, inden han/hun klatrer højt op. 
  22. klarer sig bedst, når der ikke er fremmede til stede. 
  23. føler ting dybt. 

Dit resultat

Hvis du svarede SANDT til 13 eller flere udsagn - eller hvis enkelte udsagn passer i meget høj grad – tyder det på, at dit barn er særligt sensitivt.

Men husk: Testen er som sagt ikke en diagnose eller en facitliste, men derimod et hjælpsomt redskab, der både hos dig og dit barn kan sætte gang i refleksion, accept og forståelse for et værdifuldt karaktertræk.

Kilde

Elaine N. Aron, Særligt sensitive børn, Borgens Forlag, 2010.

Er du nysgerrig på mere?

I så fald kan du gå videre og læse om de forskellige typer af sensitivitet – og måske blive endnu klogere på både dig selv og dit barn:

Eller tag testen:

På Foreningen NaturligViis hjemmeside finder du også flere test, som kan støtte din udforskning af karaktertrækket.

om 6 brugforstotte

Har du brug for støtte – til dig selv og dit barn?

Hvis du genkender dit barn – og måske også dig selv - i flere af testens udsagn, så ved du, hvor smukt - og til tider overvældende - det kan være at leve (side om side) med et sansende og dybt registrerende nervesystem.

Hos mig kan du få støtte til begge dele:

Både til at forstå og støtte dit barn i dets følsomhed og behov – og til at finde ro, retning og styrke i dig selv som sensitiv mor.

Jeg tilbyder samtaler og mentorforløb, der foregår i dit tempo og på dine præmisser:

  • En coachingsamtale – hvis du har brug for klarhed og støtte til at lytte indad.
  • Mit Sande Rum – et skriftligt mentorforløb med tryg, fleksibel støtte, når hverdagen føles for meget.